Det hører med til at være menneske, at vi har konflikter. Derfor er de også en naturlig del af vores arbejdsliv – også i folkekirken.

Debatindlæg af Evabeth Mønster, bragt i Kristelig Dagblad, 23.08.18

Konflikter er en del af det at være et menneske. De er en naturlig del af vores liv. Vi skal samarbejde, selvom vi er forskellige, og det giver konflikter. De bedste udviklingsforløb, både privat og på jobbet, bygger på sunde konflikter. Derfor er det på sin plads, at der er konflikter i folkekirken. De skal være der, ellers går kirken i stå. Udfordringen er så, hvordan vi arbejder med konflikter, fordi udfaldet af en konflikt kan være destruktivt eller konstruktivt, afhængigt af hvordan vi får den løst.

Alle konflikter begynder med en sag. Et eller andet som vi ser forskelligt på. Sagen afhænger af de øjne, der ser den. Det er vigtigt, at vi helhjertet erkender, at vi ikke ser virkeligheden, som den er, men som vi selv er. Vi kan alle fejltolke en situation, hvor vi føler os angrebet eller misforstået. Hvilken adfærd vi vælger, afhænger af, hvem vi er, og hvad vi har i bagagen af viden og erfaringer.

Konflikter eskalerer, når de dekonstruktive følelser tager magten fra os. Fordi de trumfer vores viden og fornuft. Vi har alle både de lyse og mørke følelser i os. Vi plukker af dem, afhængigt af situationen. Vi kan ikke styre, hvilke følelser og tanker vi får, men vi har suverænt og ene ansvaret for, hvordan vi reagerer på dem. Følelser har en selvforstærkende kraft.

Følelser smitter – både de positive og de negative.

Desværre får konflikter os til at blive opslugt af os selv. Vi mister forståelsen for andre. Vi opnår intet positivt ved at være vrede eller lægge skylden på andre eller på udefrakommende ting.

Unescos gamle Sevilla-erklæring, giver stadig stof til eftertanke:

”Den adfærd, der gør, at vi handler uhensigtsmæssigt, destruktivt og voldeligt, er ikke programmeret ind i den menneskelige natur, men er tillært ved opdragelse eller indlæring.”

Det er vigtigt, at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Derfor skal vi se på konflikter og samarbejde som to ligestillede dele i en udviklingsproces og ikke som to adskilte størrelser. Det handler i bund og grund om, at vi skal være bedre til at tolerere og håndtere forskelle. Konfliktløsning er en kompetence, der skal trænes.

En sund konflikt bygger på tillid og uenighed. Vi skal turde være uenige, samtidig med at vi har tillid til hinanden og til, at vi sammen finder en løsning, der er værdig for os begge. Når vi udviser denne holdning og adfærd, så styrker vi både det personlige og det arbejdsmæssige funktionsniveau samt trivsel og arbejdsglæde.

Det kræver, at vi er åbne for hinandens synspunkter. Og at vi på ægte vis interesserer os for hinandens konkrete behov. Vi opnår de bedste resultater, når alle i gruppen varetager både sine egne og gruppens interesser.

Konfliktens ABC er en enkel metode. Den er effektiv og kan bruges af alle:

A. Tænk ”vi”.

B. Undersøg.

C. Gør noget.

Fremskridt kommer ofte først, når vi finder en løsning, der bygger på de involveredes mål, behov og ønsker. For megen enighed fører til stilstand og nul udvikling. Vilje og et åbent samarbejde er den optimale vej til løsning af en konflikt, forsoning og en arbejdsplads i udvikling.

Det er menighedsrådets ansvar at sikre, at det psykiske arbejdsmiljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Som personlig sparringspartner og problemløser i folkekirken i 20 år har jeg gentagne gange oplevet, at menighedsrådet ikke tager dette ansvar alvorligt. Det er ofte kontaktpersonen, der må bære denne opgave alene. Det er ikke i orden.

Jeg møder mange menighedsrådsmedlemmer, der har valgt at gå ind i menighedsrådet, fordi de brænder for en bestemt sag. Det er rigtig godt, men det fratager dem ikke deres ansvar for helheden og ansvaret for, at alle områder i kirken er velfungerende.

Fordi du sidder i et menighedsråd, er det ikke en selvfølge, at du har de ledelsesmæssige kompetencer, som er nødvendige i dag for at skabe en moderne og professionel arbejdsplads. Jeg vil ønske, at flere menighedsråd indser, at de har behov for at få hjælp til at løse konflikter og til at skabe et godt arbejdsmiljø både for de ansatte i kirken og internt i menighedsrådet. Det vil aflaste arbejdsbyrden.

Acceptér, at problemer og konflikter er en del af menighedsrådsarbejdet. De skal løses hurtigt og effektivt, uanset hvad problemet er, eller hvem der er årsag til problemet. Ellers vokser de sig større og større. De må ikke negligeres. De går ikke over af sig selv.

I mit arbejde i folkekirken oplever jeg en konfliktskyhed, der bygger på manglende selvindsigt. Det medfører, at konflikterne bliver mere og mere fastlåste år for år. Det er ingen falliterklæring at bede om professionel hjælp, det gør andre virksomheder.

Et godt psykisk arbejdsmiljø opstår, når vi oplever, at vi lykkes med vores opgaver, vores kolleger og har følelsen af, at vi er et værdifuldt menneske. Det gælder også for alle med tilknytning til den danske folkekirke.

Når fundamentet er for svagt, går det galt. Vi kan godt arbejde sammen, selvom vi ikke bryder os om hinanden, blot det er klart defineret, hvorfra og hvortil vores samarbejde strækker sig – og hvordan vi samarbejder. Jeg oplever, at uklare mål, spilleregler og rammer giver samarbejdsproblemer. Det udvikler sig til konflikter medarbejderne indbyrdes eller mellem medarbejderne og menighedsrådet.

Jeg har gentagne gange erfaret, at der drages konklusioner, før alle ved, hvad sagen reelt handler om. Undersøgelser viser, at 33 procent af vores arbejdstid går med misforståelser. ”Jamen, jeg troede da, at du vidste, at det, jeg mente, var…” Misforståelser stjæler tilliden og er ofte startskuddet til en konflikt.

Usikkerheden om, hvad der forventes af en, er den væsentligste grund til, at der opstår konflikter på arbejdspladsen.

Ledelse i dag handler om at lede relationer og ikke om at styre personalets aktiviteter. Det betyder, at vi selv skal gøre det, vi siger, og at vi selv er, som vi ønsker, at andre skal være.

Alle i menighedsrådet har til opgave at skabe et rum, hvor tillid og uenighed er til stede. Ellers går folkekirken i stå. Det er hele menighedsrådets ansvar.

Vi er mennesker med alt, hvad dette indebærer, på godt og ondt. Når vi dømmer andres fejl, bedømmer vi ofte ud fra os selv og ikke på deres handlinger. Det er ikke retfærdigt. Vi bør kigge indad og være helt objektive, så vi ikke flytter vores egne mangler over på en syndebuk.